En nylig artikel i det videnskabelige tidsskrift 'Plants' analyserer det nuværende samarbejde mellem genbanker i Europa. Artiklen er skrevet i fællesskab af lederen af CGN-plantegenebanken, sekretæren for European Cooperative Program for Plant Genetic Resources (ECPGR) og den tidligere koordinator for det virtuelle europæiske genbank-initiativ (AEGIS). Denne selvrefleksion resulterede i et detaljeret papir med klare konklusioner.
Samarbejde i Europa
Det europæiske samarbejdsprogram for plantegenetiske ressourcer (ECPGR), en paraplyorganisation for europæiske lande inden for plantegenetiske ressourcer, har udviklet mange værdifulde fælles aktiviteter blandt europæiske genbanker i de sidste fire årtier. Det har dog ikke resulteret i et væsentligt øget samarbejde.
For at forbedre denne situation blev AEGIS (forkortelse for: 'A European Genebank Integrated System') etableret i 2004. AEGIS er et ECPGR-initiativ, der har til formål effektivt at bevare og give adgang til unikke kimplasma i Europa. Det er en virtuel genbank, der administrerer 'den europæiske samling', bestående af tilslutninger, der administreres af AEGIS' medlemmer (genbanker), som organiserer og dækker omkostningerne til langsigtet bevarelse og distribution af disse tilslutninger. Materiale i AEGIS formodes at blive forvaltet i overensstemmelse med aftalte kvalitetsstandarder og bør være frit tilgængeligt i overensstemmelse med vilkårene og betingelserne i den internationale traktat om plantegenetiske ressourcer for fødevarer og landbrug.
For at analysere og evaluere samarbejdet skrev Theo van Hintum, lederen af CGN-plantegenebanken, Lorenzo Maggioni, sekretæren for European Cooperative Program for Plant Genetic Resources (ECPGR), og Johannes Engels, den tidligere koordinator for AEGIS, den nyligt offentliggjorte artikel 'AEGIS, den virtuelle europæiske genbank: hvorfor det er så god en idé, hvorfor det ikke virker, og hvordan det kunne forbedres'. Artiklen beskriver historien om bevarelsen af plantegenetiske ressourcer (PGR) i Europa, og hvorfor samarbejdet mellem genbanker ikke er blevet væsentligt forbedret siden etableringen af ECPGR. Forfatterne observerer, at (1) ofte er plantegenetiske ressourcer duplikeret i mange samlinger, mens andet vigtigt materiale mangler, (2) adgang til materialerne, hvis der overhovedet er adgang, er ofte begrænset til en lille gruppe mennesker som f.eks. kolleger i instituttet, partnere i et projekt eller medlemmer af et begrænset netværk, og vigtigst af alt, (3) kvaliteten af konserveringsmetoderne og af det konserverede materiale er uklar og muligvis ofte meget lav.
Hvorfor AEGIS ikke virker
Forfatterne bemærker, at AEGIS indtil videre ikke er succesfuld. Der er inkluderet for lidt materiale i denne virtuelle genbank: 65,267 accessioner, hvilket kun er 3.2 % af materialet, der er registreret i EURISCO, den europæiske database for genbankmateriale. Dette skyldes hovedsagelig, at der ikke er nogen ordentlige incitamenter til at inkludere materiale i AEGIS, og genbanker ser ud til at være tilbageholdende med at forpligte sig til de krævede kvalitetsstandarder uden sådanne incitamenter. Kvaliteten af og adgangen til det inkluderede materiale er heller ikke sikret, da der ikke er nogen mekanisme, der verificerer overholdelse af kvalitetsstandarderne.
Hvordan det kunne forbedres
Genbanker kan og vil ikke stole på hinanden, hvis de ikke kan være sikre på kvaliteten og kontinuiteten af de samlinger, der forvaltes af deres kollegas genbanker. Derfor understreges behovet for at indføre et kvalitetssystem, hvor genbanker kan blive AEGIS-certificerede. Resultatet af et sådant system ville være, at AEGIS-certificerede genbanker kvalificerer sig til støtte på nationalt og regionalt plan, da de bør være pålidelige bidragydere til at bevare genetiske ressourcer. Institutioner, der ønsker at blive AEGIS-certificerede genbanker, men endnu ikke opfylder kravene, bør støttes af ECPGR og andre donorer til at nå dette mål gennem kapacitetsopbygning, personaleudveksling, støtte til etablering af de nødvendige faciliteter mv.
Kontinuitet i samlingerne kunne realiseres ved at skabe et 'åbent backup-system'. Sikkerhedsbackup er en standardaktivitet for alle velfungerende genbanker; de sender prøver af deres materiale til en kollega-genbank og til Svalbard Global Seed Vault. Men i øjeblikket gøres det i black-box-konstruktioner, hvor kun donoren af materialet har adgang til det. Forfatterne foreslår en lille ændring af denne procedure ved at acceptere, at accessionerne i backup-genbanken kan bruges til inklusion i en anden AEGIS-genbanksamling i det uønskede tilfælde, at den oprindelige gemte genbank ikke længere kan give adgang til disse accessioner.
Forfatterne konkluderer, at det europæiske genbanksamfund klart har et ønske om at professionalisere og samarbejde. Ved at skabe de rette incitamenter og etablere den rette infrastruktur understøttet af finansieringsbureauer og politiske beslutningstagere, mener forfatterne, at der kan skabes et effektivt system til samarbejdende genbanker i Europa.
For mere information:
Wageningen University & Research
www.wur.nl